Rødkløver - en sikker kvæstofgødning
Projektets formål er, at sikre udbytterne i den økologiske planteproduktion ved at efterafgrøder af kløver indgår som en naturlig del af gødningsplanen hos de økologiske planteavlere. Kløver-kvælstof er billigt kvælstof, der giver et værdifuldt supplement til de fosfor- og/eller kaliumholdige restprodukter, som for eksempel komposteret husholdningsaffald og have-/ parkaffald. De økologiske planteavlere mangler kvælstof til deres afgrøder, og ambitionen om en udfasning af konventionel husdyrgødning øger behovet for alternative gødningsmidler.
Projektet vil producere lokale udbyttedata gennem markforsøg, hvor rødkløver udlægges tidlig forår i vinterrug hos økologiske planteavlere i hele landet. Året efter måles eftervirkningen i en vårsædsafgrøde. For at reducere betydningen af år gentages forsøget med udlæg og eftervirkning, så forsøget i alt ruller over tre år. Til markforsøgene, der vil give robuste data, knyttes en kampagne, hvor landmændene opfordres til at etablere prøve-arealer med kløverefterafgrøder i vår- eller vintersæd. Udbytter fra markforsøgene og erfaringer fra landmændene samles, der regnes økonomi på metoden og udarbejdes dyrkningsvejledning. Derudover gennemføres en generel formidling til erhvervet gennem en optimal kommunikation.